NYHEDER

Wupti.com går sammen med L’EASY

L’EASY og internetbutikken Wupti.com går nu sammen efter NRGi har solgt 50 procent af aktierne til L’EASY-koncernen. De resterende 50 procent ejes fortsat af NRGi. Wupti.com fortsætter under samme navn og koncept, men salget betyder en bedre service for Wupti.com’s kunder, når fordelene ved den nye stordrift bliver udnyttet.

Internetbutikken Wupti.com har siden starten i 2006 haft en eksplosiv udvikling i omsætning og kunder, og nu går indkøbsportalen ind i en ny æra. Energiselskabet NRGi har med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2008 solgt 50 procent af Wupti.com til L’EASY- koncernen, der i Danmark blandt andet er kendt for L’EASY og D:E:R.

Salget af aktierne er et led i en længere planlagt strategi, fortæller adm. direktør hos NRGi, Gert Braae. - Det er en offensiv udvidelse og opgradering af Wupti.com. Nu har vi sikret den fremtidige udvikling af Wupti.com og vi er meget tilfredse med, at det bliver L’EASY, som vi fremover skal samarbejde med om at levere de bedste produkter og give den bedst mulige service til kunderne, siger Gert Braae.

Stærk platform og servicekoncept forenes

L’EASY ser mange muligheder i Wupti.com’s stærke internetplatform med op til 30.000 unikke besøgende dagligt. - Vi ser store muligheder i nethandel, og nu går vi sammen med de bedste til netop webhandel. Det kombinerer vi med L’EASYs stærke servicekoncept, og på den måde skaber vi et slagkraftigt tilbud til forbrugerne, siger Jørn Tolstrup Rohde, der er adm. direktør i L’EASY. Wupti.com og L’EASY har hvert deres koncept, som de fortsætter med, ligesom navnene vil være uændrede. Men samarbejdet mellem L’EASY og Wupti.com kommer alligevel til at betyde positive forandringer for kunderne i form af en endnu bedre service. - Vi ser flere synergier i de to stærke vækstvirksomheder, og vi er overbeviste om, at de mange stordriftsfordele bliver til stor gavn for kunderne, tilføjer Jørn Tolstrup Rohde.

Fortsat vækst

Hos NRGi, der tidligere ejede 96 procent af aktierne i Wupti.com, ser man meget frem til samarbejdet med L’EASY. - Begge organisationer har interesse i at tilføre noget, så det samlede resultat bliver en gevinst for kunderne. Samtidig har L’EASY internationale erfaringer, som giver mulighed for både videreudvikling af Wupti.com og hurtig ekspansion på nye markeder. Dermed kan vi med fornyet styrke udbrede anvendelsen af lavenergiapparater, siger Gert Braae.

Også i Wupti.com er der glæde over udsigterne til det nye samarbejde med L’EASY. - Wupti er en ung virksomhed i kraftig vækst og mulighederne for at fortsætte denne kraftige vækst er forbedret væsentligt med det nye samarbejde, siger direktør, Torben Mouritsen, der indtil aktiesalget ejede fire procent af aktierne sammen med den anden direktør og grundlægger, Claus Kristensen, mens NRGi ejede 96 procent.

Som en del af et af Danmarks største energiselskaber, NRGi, har Wupti.com fokuseret på energirigtige produkter og den energibevidste profil, som kendetegner Wupti.com, fastholder parterne. - Wupti.com har den rette grønne profil og i kraft af tilknytningen til NRGi et meget stort knowhow på rådgivningssiden, som både kan gavne den enkelte kundes økonomi og vores miljø, siger Jørn Tolstrup Rohde.

Grundlæggerne af Wupti.com, Torben Mouritsen og Claus Kristensen, har været med i forhandlingerne omkring aktieovertagelsen, og de fortsætter som direktører i Wupti.com, hvor L’EASY’s administrerende direktør, Jørn Tolstrup Rohde, bliver bestyrelsesformand. Overdragelsessummen i handlen oplyses ikke.

Hårdt arbejde giver tv uden flimmer til Auning

NRGi Fibernets kampagnevogn ruller nu til Auning, hvor en lokal engageret antenneforening med effektivt benarbejde har givet beboerne håb om digitalt tv og lynhurtigt internet.

NRGi Fibernet rykker fra 14. januar til 15. februar kampagnevognen til Auning ved Randers ansporet af en ihærdig antenneforening, som var trætte af at måtte undvære tidssvarende kommunikations- og underholdningsløsninger.

Hurtig reaktion

Det er den ihærdige, lokale antenneforening Tv Uden Flimmer, som gennem længere tid har arbejdet for – ja, tv uden flimmer for Auning, og som efter dialog med flere andre potentielle leverandører selv tog kontakt til NRGi Fibernet. – Det har været svært at få noget konkret ud af de andre leverandører, vi har talt med. Men da vi tog kontakt med NRGi Fibernet, var de lynhurtige til at komme med konkrete udspil, fortæller Frank Glavind, konsulent og initiativtager til Tv Uden Flimmer.

Han var flyttet til Auning fra Århus, og da det gik op for ham, at den eneste mulighed for moderne kommunikation og underholdning var parabol og dyrt ADSL, besluttede han sig for at tage sagen i egen hånd. Han stiftede foreningen, og medlemmerne strømmede hurtigt til Tv Uden Flimmer. Igennem det seneste år har den arbejdsomme forening stemt dørklokker, trykt flyers, opsøgt lokale medier, indhentet tilbud og slidt fodsåler på gader og stræder for at få borgerne i Auning med på vognen.

Bedre løsning og lavere pris

– Planen var egentlig, at vi selv skulle drive et anlæg til kabel-tv, men på den her måde kommer NRGi Fibernet til at stå for driften, og det betyder, at vores lille forening ikke har nogen økonomisk risiko. Og så bliver det oven i købet en fiberløsning, som jo er en langt bedre fremtidssikring end kabel-tv. Desuden er det til en betydelig lavere pris, end vi selv ville kunne gøre det, og end andre leverandører har lagt op til, siger Frank Glavind, som har tiltro til, at Auning-borgerne vil slutte op om NRGi Fibernet-kampagnen. 30 pct. af Auning-borgerne skal give tilsagn, før NRGi Fibernet begynder at grave fiberkablerne ned.

Også NRGi Fibernet ser frem til at føre fiberkablerne til Auning: – Det er jo fantastisk med sådanne ildsjæle, som jo faktisk har gjort en stor del af kampagne-arbejdet for os. Det tegner lovende for et fremtidigt samarbejde med de ihærdige borgere fra foreningen, siger salgsdirektør i NRGi Fibernet, Anne Mette Møller.

I den kommende kampagne-periode vil Tv Uden Flimmer arbejde sammen med NRGi Fibernet om at udbrede budskabet yderligere i Auning. Blandt andet afholdes informationsmøder for de lokale beboere 17. og 23. januar. Her bliver det muligt at få mere at vide om, hvad NRGi Fibernet kan tilbyde og at tilmelde sig lynhurtigt internet og digital tv.

Båndbredde op til 1000/1000 Mbit/

Det er sikket kun private kan få glæde af fremtidens kommunikationsløsning. Kommunikationskrævende virksomheder som for eksempel Aunings mange grafiske virksomheder kan nyde godt af symmetrisk båndbredde på op til 1000/1000 Mbit/s.

Fakta

Kampagnen i Auning begynder 14. januar og fortsætter en måned frem til 15. februar. Der afholdes fire informationsmøder for Auning-indbyggerne i Auninghallens selskabslokaler:

  • Torsdag den 17. januar kl. 17.00 og kl. 19.30
  • Onsdag den 23. januar kl. 17.00 og kl. 19.30

Danmarks største rådgivningsselskab er skabt

Nyt rådgivningsselskab der tager hånd om miljøet

Fusionen mellem en række centrale aktører på energirådgivningsområdet er realitet fra den 1. januar 2008. Navnet på det nye selskab bliver NRGi Rådgivning A/S.

Fusionen omfatter Wormslev rådg.ing. A/S, Wormslev Bygningsdrift A/S, Energi- og Ingeniørgruppen A/S, Ventipart Aps., EMT Nordic og Energy Key A/S og  NRGi Rådgivning A/S, - alle datterselskaber af NRGi. Desuden indgår rådgivningsenheden fra Energi Horsens Erhverv A/S i fusionen i forbindelse med fusionen mellem Energi Horsens og NRGi.

Det nye NRGi Rådgivning A/S får kompetencer indenfor et meget bredt spekter på energiområdet. Selskabet råder over spidskompetencer indenfor energirådgivning, tilstandsrapporter, energimærker, energibesparelser og bygningsdrift i større ejendomme, ventilation, energistyring, overvågning af varmeanlæg, biovarme samt procesoptimering og energieffektivisering i industrien.

NRGi Rådgivning A/S får butikker og kundecentre med energirigtige produkter til private i Århus, Horsens og Odense.

Det nye rådgivningsselskab får 140 medarbejdere og en årlig omsætning på 230 mio. kr. Målet er en fordobling af både omsætning og antal medarbejdere inden 2012.

På kort sigt kommer kunderne ikke til at mærke fusionen direkte, idet de gamle firmaer vil fungere som hidtil. På længere sigt vil der derimod ske en mærkbar forskel i forhold til konkurrenterne, fordi der bliver en langt større synergi mellem de forskellige kompetencer på energieffektiviseringsområdet, en synergi som både vil give kundefordele og øget konkurrencekraft.

Det nye NRGi Rådgivning A/S vil sætte miljøet i centrum, være kendt og respekteret for en professionel indsats for at mindske miljøbelastningen fra energiforsyning og energiforbrug. Selskabet vil arbejde aktivt for at den enkelte kunde ser fordele ved at bidrage til et bedre miljø.

Ingeniør Jan Nielsen fra NRGi Rådgivning A/S bliver administrerende direktør for det nye selskab. Direktionen omfatter desuden Martin S Lavlund Energi- & Ingeniørgruppen A/S.

Fusionen giver plads til alle medarbejdere og der vil være store muligheder for at udvikle den enkelte medarbejders kompetencer indenfor mange energirelaterede områder.

Danmarks fjerde største energiselskab en realitet

Fusionen mellem Energi Horsens og NRGi i Århus er fredag faldet endeligt på plads. Bestyrelserne for de to selskaber var samlet til et fælles bestyrelsesmøde for at underskrive de sidste juridiske dokumenter. Fusionen træder i kraft med virkning fra den 1. januar 2008.

Danmarks fjerde største energiselskab blev i går aftes en realitet, da bestyrelsen for NRGi og Energi Horsens underskrev de sidste juridiske dokumenter på et fælles bestyrelsesmøde. Navnet på det nye selskab bliver NRGi efter den største af fusionspartnerne og det nye energiselskab bliver et andelsselskab ejet af andelshaverne fra det oprindelige Energi Horsens og NRGi. Selskabets øverste myndighed bliver dermed et repræsentantskab på 100 repræsentanter valgt i lokale valgdistrikter i forsyningsområdet.

Der bliver etableret en overgangsledelse frem til 2010, med de nuværende repræsentantskaber og bestyrelser. Ingeniør Ulrik Kragh, der er formand for Energi Horsens bestyrelse, bliver formand for bestyrelsen i det nye NRGi og Gert Braae fra det nuværende NRGi, bliver administrerende direktør. I direktionen sider desuden direktør Søren Sørensen fra NRGI og Flemming Grønskov fra Energi Horsens.

Et robust fundament

Den nye ledelse glæder sig over fusionen nu er faldet på plads som en kulmination på et mangeårigt tæt samarbejde mellem de to selskaber. - De to selskaber kommer tilsammen til at udgøre et robust fundament for en stærk infrastruktur i det østjyske område. Det fusionerede selskab vil opnå flere stordriftsfordele og skabe grundlag for fair priser, aktivt ansvarlig ejerskab og øge konkurrencen i markedet for kommunikations- og forsyningsydelser, siger Ulrik Kragh. - De to selskabers volumen og kompetencer skaber et godt grundlag for et nyt stærkt østjysk selskab med fokus på forretningsudvikling, forsyningssikkerhed, energi- og miljøbevidsthed, tilføjer Gert Braae.

Hovedsæde i Århus

Det er fusionens mål, at det nye selskabs finansielle og kommercielle aktiviteter vil generere et overskud til elforbrugerne, svarende til de omkostninger der er forbundet med driften af elnettet.

Det nye NRGI får hovedkontor i Skejby ved Århus. Bygningerne i Horsens bliver omdannet til kompetencecenter indenfor projektering, ledningsregistrering, hjemtagning af måledata suppleret med butik og rådgivnings-faciliteter. Det nye selskab får godt 200.000 el-forbrugere og 750 ansatte. Omsætningen i 2008 er budgetteret til 1,9 mia. kr. med en egenkapital på 5,2 mia. kr.

Fusionen, der træder i kraft med virkning fra den 1. januar 2008, giver plads til alle nuværende medarbejdere og det forventes, at medarbejderstaben kan tilpasses fusionen ved omplaceringer indenfor organisationen.

Pressemeddelelse vedr. NRGi’s repræsentantskabsmøde (orienteringsmøde)

På mødet blev det bl.a. godkendt, at der også ydes rabat på NRGi’s netydelser i 2008, og der blev bevilget midler til at fortsætte den nuværende udrulningsstrategi for fibernet.

Der blev på mødet bl.a. orienteret om budgettet for 2008. På koncernens samlede aktiviteter budgetteres med et resultat på ca. 200 mio. kr. I den forbindelse blev det godkendt, at nettariferingen for 2008 skal følge de retningslinier, der er fastsat af Dansk Energi, og det blev godkendt, at der også i 2008 foretages en udbetaling i form af en rabat på nettarif og abonnement. Den konkrete størrelse af rabatten fastlægges senere.

Repræsentantskabet godkendte, at man i forbindelse med Fibernet fortsætter den nuværende udrulningsstrategi, og at udbredelsen sker etapevis med fokus på at udnytte investeringen i fiberforbindelsen mellem Århus og Grenaa optimalt. Re-præsentantskabet godkendte endvidere, at NRGi Fibernets bestyrelse løbende vurderer, om der bør ske justeringer i lønsomhedskravene om 5-6 års tilbagebetalingstid med fokus på at optimere den samlede investering i Fibernettet. For at sikre backbone forbindelsen til Grenaa er investeringsrammen øget med op til 25 mio. kr./år således af den samlede investeringsramme herefter er 100 mio. kr./år.

Repræsentantskabet tog en orientering om NRGi Handel A/S til efterretning. En fortsat udvikling af træflisområdet i NRGi-regi afventer en stillingtagen ultimo april 2008. Som suppleanter til overgangsbestyrelsen i det fusionerede selskab valgtes: Elisabeth Hartlev, Hans Pedersen og Malthe Larsen.

Mødet er formentlig det sidste, der holdes med den nuværende sammensætning, idet selskabet efter planen pr. 1. januar 2008 fusionerer med Energi Horsens. Repræsentantskabet vil i en overgangsperiode frem til år 2010 komme til at bestå af 171 medlemmer i stedet for de 103, der er i dag.

NRGi vil imødegå kritik

NRGi inviterer nu Forbrugerrådet til en dialog for at få afklaret rådets kritik i sagen om udbetalingen af 220 mio. kr. til energiselskabet andelshavere. NRGi medgiver, at sagen er kompliceret og håber derfor, at en dialog med Forbrugerrådet kan medvirke til, at selskabets 150.000 andelshavere også i fremtiden kan få del i overskuddet.

NRGi inviterer nu Forbrugerrådet til en dialog for at få afklaret rådets kritik i sagen om udbetalingen af 220 mio. kr. til energiselskabet andelshavere. NRGi medgiver, at sagen er kompliceret og håber derfor, at en dialog med Forbrugerrådet kan medvirke til, at selskabets 150.000 andelshavere også i fremtiden kan få del i overskuddet.

Lad os mødes over en kop kaffe og fortæl os, hvordan vi så skal gøre. Nogenlunde sådan lyder det nu fra NRGi til Forbrugerrådet, der har kritiseret, at energiselskabet sender en check og et gavekort til sine andelshavere. - Forbrugerrådet anklager os for ikke, at ville vores kunder det bedste og det er - med al respekt for rådet - noget sludder. Vi gør netop det bedste for vores kunder, når vi giver en rabat på 120 mio. kr., sammen med gavekort for 80 mio. kr., der er øremærket til energirigtige produkter, siger Per Svendsen, der er informationschef i NRGi.

I NRGi undrer man sig over, at Forbrugerrådet ikke har indhentet informationer direkte fra NRGi, men kun har udtalt sig på basis af oplysninger i medierne, som ikke hænger sammen med virkeligheden. - Vi opkræver kun det beløb, som el koster, hvilket er præcist, hvad Forbrugerrådet anbefaler. Prisen bliver nøje overvåget af Energitilsynet. De accepterer kun, at der opkræves et beløb indenfor lovgivningens rammer. Først sidst på året kan vi så se, hvad kunderne har betalt og det er hele det beløb, de nu får tilbage, siger Per Svendsen.

For 80 mio. mindre CO2

Udover de 120 mio. kr., som er på vej ud til kunderne, har NRGi’s repræsentantskab besluttet, at kunderne yderligere skal have 80 mio. kr. Men ifølge SKAT, kan det ikke lade sig gøre, at udbetale mere end det kunderne selv har indbetalt i netydelser, i det her tilfælde de 120 mio. kr. - det slår en bindende besked fra Skatterådet fast. SKAT tillader kun en ekstra udbetaling, fordi der i lovgivningen er en undtagelse om, at sådan en udbetaling kun kan være skattefri, hvis man indkøber godkendte lavenergiprodukter til gavn for miljøet. Derfor bliver de ekstra 80 mio. kr. udbetalt i form af et såkaldt Green Card, der er et gavekort til Wupti.com, som NRGi ejer 51 procent af og som i forbindelse med kampagnen også forhandler el-sparepærer, el-skinner og andre energirigtige produkter. Green Card’et kan også benyttes i NRGi-butikkerne, hvor man kan få de samme energirigtige produkter.

- Det er den eneste måde, hvor vi kan være helt sikre på, at det ekstra beløb bliver brugt på den mest miljørigtige måde, samtidig med, at vores kunder undgår at betale skat. Sideløbende ønsker NRGi at bidrage mest mulig til en nedbringelse af CO2 udslippet, og det er især i den ånd, at gavekortet skal ses, siger Per Svendsen, der derfor undrer sig over kritikken fra Forbrugerrådet. - Man kan næsten ikke andet, når vi her har at gøre med en sag, hvor vi for det første tilbagebetaler 120 mio. kr. til vores kunder, så kunderne dermed de facto har fået NRGi’s netydelser helt uden beregning, og vi for det andet, så også bidrager med ekstra 80 mio. kr. til energirigtige produkter, der vil få en positiv indflydelse på miljøet. Generelt er vi meget forundret over de mange udtalelser, der er faldet på et løst grundlag, tilføjer Per Svendsen, som derfor i dag har taget kontakt til Forbrugerrådet med henblik på en nærmere dialog.

Bruges alle 80 mio. kr. på elsparepærer vil det betyde en CO2 reduktion på ca. 25.000 tons. Derudover sparer forbrugerne også på deres egen elregning, da hver elsparepære reducerer regningen med ca. 100 kr. om året. Det viser beregninger fra Energitjenesten.

For at sikre, at flest mulige kunder får glæde af udbetalingen, har NRGi i øvrigt i dag besluttet, at kunder, der er fraflyttet i den aktuelle periode (1.5 til 30.11) også får del i udbetalingen, men udbetalingen kommer af praktiske årsager senere.

Fakta:

  • Kampagnen, hvor NRGi sender penge retur til sine kunder hedder ”Noget for noget”. NRGi går forrest i kampen for et rationelt energiforbrug. ”Noget for noget” er således selskabets ”kontrakt” med forbrugeren og samfundet om en bæredygtig fremtid for alle.
  • En gennemsnitfamilie med et årligt forbrug på 4.500 kWh vil typisk modtage en skattefri check på godt 600 kr. Derudover vil samme familie modtage et Green Card (gavekort) til en typisk værdi af ca. 300 kr. Check og gavekort er fremme hos andelshaverne kort inde i 2008.
  • Udbetalingen fra NRGi er ikke lovpligtig eller noget som NRGi på andre måder er forpligtet til. NRGi’s repræsentantskab, der består af repræsentanter for kunderne har ekstraordinært besluttet, at NRGi skal gennemføre udbetalingen.
  • Energitjenesten uddyber gerne de CO2mæssige gevinster ved konstruktionen. Kontakt daglig leder Jakob Worm på tlf. 36 98 61 22.
  • Skattefritagelsen er uløseligt hægtet sammen med opfyldelsen af betingelserne i bekendtgørelse nr. 1105 af 9. november 2006 om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder, herunder at tilskuddenes karakter falder ind under de tilskud, som er omfattet af bekendtgørelsen, samt, at NRGi Net A/S er i stand til at honorere bekendtgørelsens dokumentationskrav.

NRGi uddyber gerne de skattemæssige årsager til udbetalingskonstruktionen. Kontakt Per Svendsen for et notat fra Skatterådet, der uddyber baggrunden.

NRGi fejrer kunder nummer 150.000

Energiselskabet NRGi kunne fredag den 16. november sige velkommen til kunde nummer 150.000 i det østjyske. ”Rekorden” blev fejret med et 32’ LCD-tv til Anne Fogh Sørensen og Martin Christensen, der netop er flyttet ind i deres nye rækkehus i Skødstrup.

Tillykke, I er vores kunde nummer 150.000. Vi kvitterer med en fladskærm. Hvornår må vi komme med den? Nogenlunde sådan lød det i Martin Christensens telefon, da han en dag blev ringet op af sit nye energiselskab, NRGi. - Det var en mærkværdig fornemmelse at blive ringet op og få den besked. Vi troede nærmest ikke vores egne ører. Det er jo et fuldstændigt tilfælde, at det os, siger Martin Christensen.

El-installationen i hans nybyggede hus på Grenåvej blev tidligere på året registreret som nummer 150.000 i NRGis system. Fredag kom bestyrelsesformand Jørgen Katholm og driftschef Bruno Henriksen derfor forbi rækkehuset i Skødstrup for at sige tillykke og aflevere et 32’’ Philips LCD-tv.

Et område i vækst

Jørgen Katholm glæder sig over et forsyningsområde i vækst. - Der er meget byggeaktivitet i hele Østjylland, både hvad angår boliger og erhverv, og vi forventer os meget af bæltet her mellem Skødstrup, Hjortshøj, Elev, Lystrup og Lisbjerg. Men også så langt ud som Rønde og op mod Randers udbygges vores net konstant for tiden. Århus og omegn er et stort vækstcenter, siger han.

Kunde nummer 150.000 blev fundet helt ”efter bogen”. Da tallet begyndte at nærme sig, satte NRGi én medarbejder til at holde øje med udviklingen. Hos NRGi forholder det sig helt naturligt sådan, at el-installationer dagligt både bliver oprettet og afviklet, og derfor bevæger tallet sig hele tiden op og ned, dog i en stigende kurve. Derfor kunne NRGi ikke på forhånd med sikkerhed sige, hvornår kunde nummer 150.000 ville blive registreret.

- El-installatørerne registrerer el-installationerne via en computer, og har intet overblik over det samlede antal installationer. Men det har vi i driftscenteret, og det var så her Anne Fogh Sørensen og Martin Christensens nye hus pludselig tikkede ind på skærmen, forklarer driftschef Bruno Sørensen.

Parret glæder sig over den nye fladskærm, der formentlig får plads i soveværelset: - Nogen gange har man jo lov til at være heldig, siger Anne Fogh Sørensen.

Østjyder skal spare på energien

Østjyderne skal blive bedre til at spare på energien. Det er målet med et nyt samarbejde mellem syv østjyske varmeselskaber og energiselskabet NRGi.

Samarbejdet betyder at varmeselskaberne benytter NRGi’s rådgivningskompetencer til at skabe energibesparelser for energikunder både i regionen og i resten af Danmark.

Syv østjyske varmeselskaber har netop indgået et nyt samarbejde med energiselskabet NRGi, der skal gøre det muligt for varmeselskaberne at benytte NRGi’s rådgivningskompetencer til at skabe energibesparelser ved deres varmekunder.

Samarbejdet er kommet i stand på baggrund af et krav fra Energistyrelsen, der har pålagt alle energidistributører i landet at sørge for, at deres kunder sparer en specifik udregnet mængde energi per distributør.  Kravet har skabt store udfordringer hos en række af landets varmeleverandører, der i mange tilfælde ikke har erfaringer og en etableret organisation til at håndtere den nye opgave. Det fik varmeværkerne; Fjernvarme Århus, Skanderborg Fjernvarme, Odder Varmeværk, Lystrup Fjernvarme, Tranbjerg Varmeværk, Hørning Fjernvarme, Holme-Lundshøj Fjernvarme og Hornslet Fjernvarme til at indgå i et samarbejde med NRGi om at løse udfordringen.

- Vi har rådgivet om energibesparelser i mere en 15 år og har efterhånden opbygget stor erfaring på det område. Energibesparelser står først på dagsordenen i klimadebatten, og vi vil også gerne i fremtiden være førende på området. Derfor glæder det os selvfølgelig, at vi kan give en hjælpende hånd til varmeværkerne, siger Nanna Ravnsborg, der er energirådgivningschef hos NRGi.

Fjernvarme Århus, Skanderborg Fjernvarme, Odder Varmeværk, Lystrup Fjernvarme, Tranbjerg Varmeværk, Hørning Fjernvarme, Holme-Lundshøj Fjernvarme og Hornslet Fjernvarme skal alle – på vegne af deres kunder – spare en specifikt udregnet mængde energi. Men i stedet for at hvert enkelt varmeværk selv skal rådgive kunderne om energibesparelser, udliciterer varmeværkerne en del af rådgivningsopgaven til NRGi, der herefter rådgiver om og efterfølgende indsamler energibesparelser både hos egne kunder, hos de syv varmeværkers kunder og hos kunder i resten af Danmark. De otte distributørers samlede besparelser skal hvert år opfylde Energistyrelsens kvote.

Der arbejdes videre med en fusion mellem Energi Horsens og NRGi

NRGi’s repræsentantskab besluttede på deres ekstraordinære møde torsdag den 20. september, at bemyndige bestyrelsen til at fortsætte og færdigforhandle en fusion med Energi Horsens.

Energi Horsens har på deres repræsentantskabsmøde den 20. september truffet en tilsvarende beslutning.

En fusion vil skabe rammerne for Danmarks 4. største energiselskab, hvor det bliver elforbrugerne, der er det nye selskabets ejere. Selskabet vil få 750 medarbejdere og en egenkapital på 5 mia. kr.

Falder de afsluttende forhandlinger på plads vil de to selskaber kunne gennemføre en fusion med virkning fra 1. januar 2008.

De to selskaber har haft et mangeårigt samarbejde på en lang række områder og har sammenfaldende strategiske og forretningsmæssige holdninger til drift og udvikling af virksomheden. De tidligere samarbejdsrelationer er derfor et godt grundlag for en vellykket fusion.

Jørgen Katholm, der er formand for NRGis bestyrelse, er på NRGI´s bestyrelses vegne tilfreds med resultatet. En sammenlægning af de to selskabers volumen og kompetencer vil skabe et godt grundlag for et nyt stærkt østjysk selskab med fokus på forretningsudvikling, forsyningssikkerhed, energi- og miljøbevidsthed.

Ulrik Kragh, der er formand for Energi Horsens bestyrelse glæder sig over beslutningerne i de to repræsentantskaber og fremhæver, at de to selskaber tilsammen kommer til at udgøre et robust fundament for en stærk infrastruktur i det østjyske område. Det fusionerede selskab vil opnå flere stordriftsfordele og skabe grundlag for fair priser, aktivt ansvarlig ejerskab og øge konkurrencen i markedet for kommunikations- og forsyningsydelser.

Det er fusionens mål, at det nye selskabs finansielle og kommercielle aktiviteter vil generere et overskud til elforbrugerne/andelhaverne, svarende til de omkostninger der er forbundet med driften af elnettet og årligt skabe omkostningsmæssige synergier i størrelsesordenen 25 millioner.

Selskabet vil ikke alene levere energi, men også levere apparater og ydelser der omsætter energien på en effektiv og optimal måde.

Yderligere oplysninger fås hos:

Energi Horsens bestyrelsesformand Ulrik Kragh telefon 24 61 53 83

NRGi bestyrelsesformand Jørgen Katholm telefon 86 32 32 65 mobil 21 72 33 83

Landsbyen Elev bliver digital frontløber

Mandag den 27. august kunne borgerne i Elev ved selvsyn konstatere, at NRGi Fibernet er begyndt at grave kabler ned. Under fortovet ved Elev Skole blev de første meter lagt af det fibernetværk, der skal give byens borgere fremtidssikret internet og tv-signal. Det foregik uhøjtideligt og med flygtig opmærksomhed fra borgere på vej til arbejde. Ikke desto mindre markerede morgenen mandag den 27. august begyndelsen på det arbejde, der bringer Elev på forkant med den digitale udvikling.

Færdig inden 2008

Baggrunden for det forestående gravearbejde er, at hele 53 procent af husstandene, der har fået det tilbudt, har valgt at takke ja til NGRi Fibernets pakke med blandt andet lynhurtigt internet og digitalt tv. Med afsæt i den overbevisende tilslutning blandt byens borgere har NRGi Fibernet nu begyndt gravearbejdet, og inden 31. december 2007 vil alle tilmeldte husstande have fået det fiberbårne signal ind gennem væggen. - Elevborgernes respons på kampagnen har været overvældende. Som det første kampagneområde i landdistrikterne har Elev givet os en god mulighed for at teste efterspørgslen på vores produkter. Nu er det op til os at leve op til kundernes forventninger, siger Kim Kjølhede, direktør i NRGi Fibernet.

Optimisme før nye kampagner

NRGi Fibernet laver løbende introduktionskampagner i udvalgte områder, og de næste er allerede planlagt. I løbet af efteråret kan borgere i de midtdjurske byer Ryomgård, Mesballe og Nimtofte se frem til at få tilbuddet om en fibernetforbindelse fra NRGi Fibernet. - Erfaringerne fra Elev betyder, at vi kan se frem til de kommende kampagner med stor optimisme. Den store opbakning har styrket os i troen på, at vores produkter dækker et hidtil uopfyldt behov hos befolkningen i landdistrikter for at have mindst de samme muligheder for internet og tv som folk i de større byer, siger Kim Kjølhede.

Tv som i Århus

Ønsket om at have de samme muligheder som i byen var netop årsagen til, at familien Balling i Elev valgte at benytte sig af NRGi Fibernets introduktionstilbud på en fiberforbindelse. De flyttede til Elev for den landlige idyl og for at få mere plads for pengene, men hidtil har det kostet på kontoen for underholdning og kontakt til omverdenen. - I Århus var vi vant til en hurtig internetforbindelse og stabilt kabel-tv, men herude kan vi ikke engang være sikre på, at TV 2’s signal går klart igennem. Vi har godt nok tit bandet over det dårlige signal, når vi er midt i en film, siger Jakob Balling. I løbet af efteråret kan både Jakob og Lise Balling se frem til at få en tv-pakke med adskillige kanaler, som viser film i knivskarp, digital kvalitet. De får endda mulighed for at vælge blandt 450 titler, hvis de ønsker at leje en film direkte fra sofaen.

Internet som i fremtiden

Familien Balling har valgt en internetforbindelse med en hastighed på 10/10 Mbit/s, og de ser frem til igen at kunne anvende internettet til andet end det helt basale. - Vi bruger begge internettet dagligt til arbejdsopgaver, og så tjekker vi mails og læser nyheder på nettet. Med den nye hastighed kommer vi til at lave mere af det sjove, som internettet også kan bruges til, siger Jakob Balling.

Yderligere information

Hvis du ønsker yderligere information om indholdet i denne pressemeddelelse, er du velkommen til at kontakte direktør Kim Kjølhede på 21 600 500 eller kk@nrgi.dk. Find højtopløst foto af Kim Kjølhede og et faktaark om NRGi Fibernet i vores presserum.