NYHEDER

NRGi tildeler atter millioner til grønne projekter i Østjylland

Det østjyske energiselskab, NRGi, opfordrer igen østjyderne til at ansøge midler til grønne ideer og projekter, der gør forsyningsområdet bæredygtigt og energivenligt. Forårets pulje er på to millioner kroner, der skal komme andelshaverne og deres lokalområder til gode.

Vi er godt på vej, men vi stadig skal sænke energiforbruget og gøre livet smartere og mere enkelt for borgere i og uden for byerne.

Det er fortsat ambitionen fra det østjyske energiselskab NRGi, der som et led i den årlige udbetaling af rabat, er klar med en pulje på to mio. kr., som selskabets andelshavere kan ansøge om at få del i til projekter og ideer, der gør forsyningsområdet omkring Østjylland grønnere og mere bæredygtigt.

”Vi var ovenud begejstrede for de mange gode ideer og ansøgninger, vi modtog i forbindelse med efterårets afvikling af værdipuljen. Derfor opfordrer vi igen vores andelshavere om at søge støtte til deres egne bæredygtige projekter, så de er med til at sætte den grønne kurs for Østjylland og omegn,” fortæller formand for NRGi, Eva Ryberg.

I efteråret gennemførte energiselskabet første runde af puljen, hvor der blev uddelt i alt fire millioner kroner fordelt på 17 forskellige projekter.

Man skal være andelshaver i selskabet og have en elmåler fra NRGi for at komme i betragtning til støtte. Både privatpersoner, offentlige og private virksomheder samt foreninger og organisationer kan søge finansiering til projekter, der bidrager til den bæredygtige udvikling.

Der kan ansøges om hel- og delfinansiering af projekter til d. 17. maj 2017.

Læs mere om mulighederne for at ansøge

Oplys haven med solcellelamper og spar flere hundrede kroner

De lyse aftener er på vej, og muligheden for at opholde sig ude længere øges hver dag. Overvejer du ny belysning i haven, kan du sagtens undgå at lave større udendørs elinstallationer – og tilmed spare penge på elregningen. Benny Hebsgaard fra NRGi guider her til udendørs solcelledrevne LED–lamper.

Forårets stigende temperaturer og lyse aftener indbyder til, at vi opholder os mere udendørs, og mange danskere griber chancen for en middag på terrassen eller et slag kroket i haven efter skole og arbejde. Men hvis man gerne vil blive udenfor, når tusmørket begynder at lægge sig, kan de lyse aftener forlænges med udendørs belysning i haven.

Her kan man med fordel drage nytte af sommerhalvårets mange solskinstimer i løbet af dagen. Ifølge energirådgiver Benny Hebsgaard fra energiselskabet NRGi kan det nemlig godt betale sig at kigge efter trådløse solcellelamper, når man skal ud og investere i belysning til haven.

- Solcellelamper i haven er både en praktisk og billig løsning, hvis vi gerne vil have de lyse aftener til at vare lidt længere. Solcellelamperne er nemme at sætte op, da de er trådløse og ikke kræver en fast elinstallation eller besøg af en elektriker. Det gør dem mobile, så de nemt kan rykkes rundt alt efter, hvor der er behov for belysning. Lamperne indvirker heller ikke på elregningen, fordi de kører på solenergi, som de lagrer i løbet af dagen, og er derfor et grønt alternativ til de gammeldags udendørslamper, siger Benny Hebsgaard.

Solcellelamper af en ordentlig kvalitet med LED-pærer ligger på nogenlunde samme indkøbspris som konventionelle lamper, men de betyder mindre elforbrug – især hvis du udskifter udendørsbelysning af ældre dato med de soldrevne lamper.

Har du blot fire udendørslamper til 60 watt tændt i gennemsnit fem timer hver aften fra april til september til en kWh-pris på 2 kroner, løber det op i næsten 400 kr.

Både til hygge og havegangen

Solcellelamper med LED har førhen været udskældt for ikke at lyse tilfredsstillende op eller at afgive et koldt lys. Men takket være udviklingen i LED-pærernes lyskvalitet findes de energibesparende havelamper ikke længere kun i udgaver med hvidt lys, men kan fås i mange forskellige lysfarver, intensiteter og lampedesigns.

- Udviklingen inden for LED betyder, at de energirigtige dioder ikke længere kun afgiver det kolde lys, de har haft ry for. Solcellelamper kan derfor både dække lysbehovet for kraftigt lys med vægbelysning og sokkellamper ved havegangen og behovet for dæmpet, mere varmt lys i bordlampen eller som lanterner i træerne, siger Benny Hebsgaard.

Hvilken slags solcellelamper skal du gå efter?

Når du skal investere i solcellelamper til din have, er der ifølge Benny Hebsgaard to parametre du skal overveje: lysbehov og kvalitet.

Overordnet findes der to lystyper: funktionelt lys, der er kraftigt lys ved f.eks. carporten, og atmosfærisk lys, der er dæmpet lys som skaber hygge, f.eks. ved havebordet. Når du ved hvilken slags lys aktiviteterne omkring lampen kræver, kan du se på LED-diodernes Kelvin og lumenværdi.

Lumen er udtryk for lampens lysstyrke, og des højere lumen, des kraftigere lys. Lysstyrken på en 40 watts glødepære svarer til 470 lumen.

Farvetemperaturen på LED-lys måles i Kelvin, og de fleste dioder ligger inden for spektret 2400-8000 Kelvin. Jo højere kelvin, des hvidere lys. Vil du gerne have varmt lys, gå da efter 2400-2900 Kelvin.

Solcellelamper kommer i en række prisklasser, men hvis du vil have lamper med længst mulig brændetid pr. opladning og levetid, kan det godt betale sig at gå efter de lidt dyrere modeller. Kig efter, om lampen har monokrystalliske solcellepaneler, der består af et stykke silikone (i modsætning til polykrystalliske). De omsætter solens energi mest effektivt.

Kig også efter lithium-ion (Li-Ion) batterier eller nikkel-metalhydrid batterier (NiMH). Begge batterityper har en lang levetid og kan tåle at stå udenfor hele året rundt.

Fem gode råd til solcellelamper i din have

  • Overvej lysbehovet: skal denne lampe lyse op eller sprede hygge? Køb en lampe, der matcher behovet ved at se på Kelvin og lumenværdi.
  • Gå efter solcellelamper med monokrystalliske solcellepaneler
  • Sæt altid din solcellelampe, så den står i direkte sol i løbet af dagen. Så lyser den længere, når det bliver mørkt.
  • Gå efter solcellelamper med lithium-ion (Li-Ion) eller nikkel-metal hydride (NiMH) batterier
  • Skal solcellelampen kunne holde til at stå ude hele året, skal den helst være i rustfrit stål.

Sådan gør du når strømmen går

Danmark er ét af de lande i verden med den højeste elforsyningssikkerhed. Faktisk havde danskerne strøm i kontakterne i 99,99 % af tiden i 2015. Når strømmen en sjælden gang går, mærker man virkelig, hvor afhængig man er af den. Her er ti gode råd til minutterne uden strøm.

En fast og stabil forsyning af strøm er noget, vi danskere tager for givet. Vi lægger paradoksalt nok kun mærke til strømmen, når den er væk. Men sådan er det langt fra i lande som Indien, Kenya og Columbia, hvor ’power cuts’ er en del af dagligdagen. I Danmark er strømmen tilgængelig 99,99 % af tiden, hvilket svarer til, at der ud af alle årets minutter i gennemsnit kun er 18 minutters afbrud på et helt år.

- Strømafbrydelser i Danmark hører heldigvis til sjældenhederne. Typisk skelner vi mellem fire typer af afbrydelser. Afbrydelse i dele af huset pga. af en sikring, der springer, afbrydelse i hele huset som følge af udkoblet HFI/HPFI afbryder, afbrydelse i flere dele af huset pga. manglende fase og endelig afbrydelse i hele kvarteret, forklarer Benny Hebsgaard, energirådgiver hos NRGi. 

Fejl i installationer er den største årsag til afbrydelser

En strømafbrydelse i hjemmet skyldes som regel HFI/HPFI afbryderen, der slår fra på grund af en fejl. Ofte skyldes det hårde hvidevarer som vaskemaskine eller opvaskemaskine, der går overgang i. Det løses ved at koble den installation fra, der ikke virker, hvorefter man bør få en elinstallatør til at efterse det pågældende apparat.

Kend eltavlens funktioner

Benny Hebsgaard anbefaler, at alle voksne beboere i husstanden bliver fortrolige med informationer og funktioner på eltavlen og elmåleren, så alle kan træde til, hvis uheldet er ude.

- Mange tror fejlagtigt, at HFI/HPFI afbryderen og automatsikringer skal vise grønt, når det er tændt, men den skal lyse rødt for at være tændt. Det er også vigtigt at huske at teste HFI/HPFI afbryderen mindst en gang om året. Derudover er det en god idé at sætte mærkater op ved de forskellige sikringsgrupper på eltavlen, som fx stue, køkken og bryggers, så man ved hvilke sikringsgrupper, man skal slå fra i tilfælde af fejl, siger Benny Hebsgaard. 

Eksternt afbrud 

Det fjerde scenarie er et eksternt afbrud, hvor alt lys og strøm forsvinder i hjemmet inkl. elmåleren. Her vil der ofte være tale om et nedbrud, der vedrører flere husstande.

- Start med at tjekke hos en nabo om de mangler strøm. Ofte er der tale om små afbrud, der varer under 30 minutter, og derfor er det en god idé at afvente situationen for at se, om strømmen vender tilbage. Sker det ikke, bør man tjekke driftsinfo på sit energiselskabs hjemmeside eller selskabets facebookside. Går der længere tid uden info, kan man kontakte sin elhandler, siger Bennys Hebsgaard.

Størstedelen af afbruddene er helt korte. I yderst sjældne tilfælde kan et afbrud vare en eller flere timer.

- Er man i tvivl, om afbruddet er internt eller eksternt, kan det ses på elmåleren, der viser L1, L2 og L3. Mangler en af disse på displayet, eller er elmåleren slukket, er afbrydelsen ekstern, forklarer energirådgiveren.

Energirådgiverens ti gode råd  

  1. Tjek din HFI/HPFI afbryder mindst en gang om året
  2. Hav lommelygte og evt. telefonnumre parat ved din eltavle
  3. Sæt mærkater op på eltavlen ved de forskellige sikringsgrupper
  4. Alle voksne i husstanden bør kende eltavlens funktioner
  5. Hav nye sikringer liggende ved eltavlen og husk sikringer, der passer
  6. Hvis en sikring springer, når du skifter den, skal du ikke forsøge med en ny, inden en fejlårsag er fundet og bortkoblet. Gentagne sikringsskift kan medføre farlig opvarmning i stedet, der i værste fald kan medføre brand
  7. Få en nabo eller familiemedlemmer til at se efter huset, hvis du skal på ferie, så du sikrer dig, at fx en fryser ikke står uden strøm i en uge
  8. Hold fryseren lukket. En fryser kan holde temperaturen i adskillige timer, så længe den holdes lukket
  9. Kontakt dit forsikringsselskab, hvis apparater går i stykker i forbindelse med afbrud.
  10. Vær opmærksom på, at løse forbindelser ikke nødvendigvis viser sig ved sikringer, der springer

Ny administrerende direktør skal sikre NRGi fortsat vækst

NRGi, der er et af Danmarks største energiselskaber, har ansat Jacob Vittrup som ny administrerende direktør. Jacob Vittrup tiltræder stillingen 1. maj 2017, og hans primære opgave bliver at fortsætte udviklingen af NRGi med fokus på vækst og værdiskabelse for andelshaverne.

Jacob Vittrup.jpg

Energiselskabet NRGi, der har hovedsæde i Aarhus, har pr. 1. maj 2017 ansat ny administrerende direktør. Det bliver den 45-årige Jacob Vittrup, der fremover skal stå i spidsen for et af Danmarks største energiselskaber

Jacob Vittrup er 45 år. Han er uddannet Cand. Oecon. ved Aarhus Universitet og kommer fra en stilling som CFO hos RTX A/S i Nørresundby, hvor han også har været konstitueret CEO i perioden december 2015 til september 2016. RTX A/S arbejder bl.a. med trådløs kommunikation, og Jacob Vittrup har gennem de godt seks år, han har været ansat, medvirket til at vende virksomheden til overskud og øge selskabets markedsværdi betydeligt.

Tidligere har Jacob Vittrup desuden været koncernregnskabschef hos B&O med ansvaret for intern og ekstern rapportering. Han har også undervist i HD på Aarhus Universitet.

Bestyrelsesformand i NRGi, Eva Ryberg er meget tilfreds med rekrutteringen af selskabets nye direktør. Hun siger:

”I vores søgen efter en ny direktør gik vi bevidst efter en forretningsorienteret person, der kan give os inspiration uden for energibranchen, og det har vi fundet i Jacob Vittrup. Vi er overbeviste om, at han er den rette person til at sikre den ønskede vækst og værdiskabelse for andelshaverne i NRGi og til at arbejde videre med missionen om, at vi som energiselskab går forrest i omstillingen til et smart og bæredygtigt samfund.”

Eva Ryberg fortæller endvidere, at en samlet bestyrelse er sikre på, at Jacob Vittrup kan løfte ’arven’ efter den afgående direktør, Søren Sørensen. Ifølge formanden har Søren Sørensen bragt NRGi derhen, hvor virksomheden er i dag, og han afleverer virksomheden i absolut topform, hvilket blandt andet ses ved, at selskabet forventes at komme ud af 2016 med et meget tilfredsstillende resultat.

Den kommende direktør i NRGi, ser frem til de nye udfordringer:

”NRGi er en spændende virksomhed i fremdrift og med et stort potentiale. Jeg ser frem til, sammen med de mange dygtige og kompetente medarbejdere, at eksekvere og levere på den allerede lagte 2020-strategi. Jeg vil nu bruge de kommende måneder på at skabe mig et godt indblik i virksomheden og lære forretningerne og medarbejderne bedre at kende,” fortæller Jacob Vittrup.

Det oplyses hermed, at Jacob Vittrup ikke giver interviews før han tiltræder stillingen den 1. maj. 2017.

Jacob Vittrup bor i Holstebro men flytter til Aarhus med familien, der foruden hustru tæller to børn. Fritiden bruges især på sportsaktiviteter og samvær med familie og venner.

Download billede af Jacob Vittrup

Nabostrid skal få østjyderne til at spare på strømmen

Energiselskabet NRGi vil have flere af østjyderne til at spare på elforbruget, og igangsætter derfor massiv kampagne med et nyt mobilspil, hvor el-kunderne kan dyste mod naboen om at spare mest på elforbruget.

Nu er selv håneretten blevet grøn. Sådan lyder det i et nyt tiltag fra energiselskabet NRGi, der ønsker, at flere at østjyderne bliver opmærksomme på deres elforbrug.

Med kampagnen ”Grøn Duel”, der bl.a. annonceres på nettet og i bybilledet, sigter det østjyske energiselskab mod at gøre elforbrug sjovere og mere vedkommende, så forbrugerne kan få en lavere elregning til gavn for pengepungen og miljøet.

Særligt skal et helt nyt spil på selskabets mobilapp bidrage til indsatsen, hvor el-kunderne kan kæmpe mod naboen eller vennerne i at opnå den største besparelse på elforbruget.

”Rigtig mange østjyder tænker kun over deres elforbrug, hvis der ikke er strøm i stikkonktakten, eller når regningen skal betales. Skal vi have flere til at gå op i deres forbrug, er det oplagt at tilføre et underholdningselement, og derfor giver vi nu muligheden for, at man kan kæmpe mod sin nabo eller sin ven om at opnå den største besparelse på elforbruget,” fortæller Simon Karsø, der er kommunikationschef i NRGi.

Spillet foregår i en mobilapp, hvor man opretter sig som bruger og dernæst opfordrer naboen, en ven eller anden bruger om at dyste mod hinanden. Der spilles syv runder, hvor deltagernes daglige elforbrug registreres og deres besparelse sammenlignes. Den spiller, der opnår den største procentvise besparelse efter syv runder, vinder spillet og håneretten.

For at kunne deltage i spillet kræver det, at man er kunde ved NRGi Elsalg, som er NRGi´s elhandelsselskab.

NRGi håber, at spilelementet kan bidrage til en forståelse af, at vi som el-forbrugere har et fælles ansvar i at tænke over vores forbrug.

”Det er selvsagt interessant for kunderne at nedbringe forbruget, hvis det kan give besparelser på husholdningsbudgettet, men vi håber også, at østjyderne får øjnene op for, at vi kan gøre en endnu større forskel, når forsøget på at spare også foregår på den anden side af hækken eller med en ven,” slutter Simon Karsø.

Du kan deltage læse mere om ”Grøn Duel” og deltage her.

Østjydernes elmåler havde travlt i 2016

For første gang i mange år steg østjydernes elforbrug i 2016 og er således det højeste siden forbruget i 2013, viser en frisk opgørelse fra energiselskabet NRGi.

1.915.594. Så mange MWh brugte østjyderne i 2016 mod 1.875.466 MWh i 2015, hvilket er en stigning på 40.128 MWh eller det samme som elforbruget for ca. 10.000 almindelige husstande.

Energirådgiver hos NRGi Benny Hebsgaard, der ellers er ivrig fortaler for, at vi nedsætter vores forbrug, ser overvejende positivt på stigningen i 2016.

”Stigningen i vores elforbrug er først og fremmest et udtryk for et opsving hos mange østjyske virksomheder i 2016, og så er der sket en mindre kundevækst i 2016, der også påvirker stigningen. Endelig kommer, at vi hele tiden får flere køkkenmaskiner, TV, tablets og andre strømkrævende apparater i hjemmene, som dog samtidig bliver mere og mere energivenlige og strømbesparende i sig selv,” forklarer Benny Hebsgaard.

Det er især virksomhederne og industrien, der har trukket kurven i opadgående retning, men privatforbruget er begyndt at stige langsomt i efteråret og frem.

Alligevel påpeger energirådgiveren, at der trods positive takter stadig er rum for forbedring.

”Vi havde gerne set, at en del af stigningen skyldtes, at flere på landet skrottede oliefyret og gik over til varmepumpe, og at elbilen vandt yderligere indpas i bilparken. Desværre lader de tendenser stadig vente på sig”, siger Benny Hebsgaard.

Fra 2012 til og med 2015 kunne NRGi omvendt berette om et faldende elforbrug. Imidlertid mener energirådgiveren ikke, at stigningen i 2016 skyldtes dårligere elvaner.

”Vi får flere apparater, der kræver strøm, men vi bliver også mere opmærksomme på den økonomiske og samfundsmæssige gevinst ved at spare. Samtidig strammes lovgivningen løbende, hvor kravene til elektroniske apparaters spare-egenskaber konstant skærpes. Når vi ser opsving i erhvervslivet, vil vi også se tilsvarende stigninger i elforbruget, uanset hvor gode intentioner vi har om at spare,” slutter Benny Hebsgaard.

Områdeforbrug 2012-2016

  • 2016:1.915.594 MWh
  • 2015:1.875.466 MWh
  • 2014:1.885.151 MWh
  • 2013:1.905.202 MWh
  • 2012:1.963.745 MWh

NRGi køber sig ind i rådgivningsvirksomheden Exometric

NRGi, der er et af Danmarks største energiselskaber, har pr. 1. januar 2017 overtaget 60 % af analyse- og rådgivningsvirksomheden Exometric. Opkøbet skal igennem øget fokus på datadrevne analyser øge NRGi’s fokus på smart byudvikling.

Energiselskabet NRGi har gennem sin rådgivningsdivision overtaget 60 % af analyse- og rådgivningsvirksomheden Exometric. Der er tale om et strategisk opkøb, der skal styrke og videreudvikle NRGi’s fokus på arbejdet med smarte byer.

Ifølge Søren Sørensen, der er administrerende direktør i NRGi, vil opkøbet komme NRGi -koncernens mange samarbejdspartnere til gavn – herunder landets kommuner og regioner.

”Med opkøbet ønsker vi at styrke NRGi’s samlede kompetencer inden for udvikling af smarte byer. Målet er at stå endnu stærkere, når vi – i samarbejdet med landets kommuner og bygherrer – skal gøre byerne mere attraktive for danskerne at bo i. Vi ser Exometric som en virksomhed, der er på forkant med datadrevne analyser, og som med det afsæt skaber det bedst mulige grundlag for vigtige beslutninger for investeringer i fremtidens byer”.

Også hos Ulf Christensen, der er direktør i rådgivningsdivisionen, vækker opkøbet glæde.

”Exometric har på kort tid etableret sig som en anerkendt spiller på sit felt med unikke produkter og med en stærk kundeportefølje. Exometric føjer på den baggrund attraktive ydelser og produkter til divisionens eksisterende pallette af rådgivningsydelser, herunder vores bygherrerådgivningsvirksomhed Kuben Management. Med ejerskabet i Exometric står vi nu endnu stærkere som strategiske rådgivere for kommuner, investorer og developere i udvikling af fremtidens byer og byggerier”.

Administrerende direktør i Exometric, Henrik Sørensen, anser den nye ejer-sammensætning som værende særdeles positiv for begge parter.

”Vi ser nogle oplagte synergier i at blive en del af NRGi. Særligt kan vi se nogle meget frugtbare samarbejds­muligheder med Kuben Management, hvor Exometric skaber et datadrevet analytisk grundlag for økonomiske og strategiske beslutningerne om fremtidens byggerier, mens Kuben Management står for udviklingen og rådgivningen af bygherrerne fra idé til færdiggørelse af byggeriet”.

Klassisk markedsføring erstattes af kundedialog

Strøm er noget, vi danskere tager for givet. Vi spekulerer knap nok over strømforbruget og lægger paradoksalt kun mærke til strømmen, når den ikke er der. Det er en opfattelse, der skal der laves om på.

I en artikel i Børsen fortæller NRGi´s kommunikationschef om, hvordan kundedialog skal flytte forbrugernes holdning til strøm.

Læs artiklen "Klassisk markedsføring erstattes af kundedialog" - Børsen, 27.12.16

 

Ny lov kan blive genvej til bedre internetforbindelser

Mange danskere lever i byer med langsomt og ustabilt internet og en haltende digital infrastruktur. Nu kan der være hjælp at hente i en nyligt vedtaget lov om udrulning af fibernet.

94 pct. af danskerne har i dag adgang til internet i hjemmet. Selvom hovedparten af dem generelt er tilfredse med deres internetforbindelse, døjer 10 pct., svarende til godt 280.000 danske familier med dårlig eller meget dårlig internetforbindelse.

Problemet størst omkring de mindre landsbyer, hvor 15 % angiver deres forbindelse til at være dårlig eller meget dårlig, mens det kun gælder for 7 % af indbyggerne i storbyerne. Det viser en undersøgelse om potentialet for byudvikling fra Megafon og NRGi.

Søren Sørensen, adm. direktør for det østjyske energiselskab NRGi, der har ejerandel i bredbåndselskabet Fibia, ser et behov for endnu bredere udrulning af fiber, hvis man skal sikre en stærkere digital infrastruktur, der ruster byerne til fremtidens udfordringer og gør dem attraktive for nye og kommende borgerne. Samtidig slår han fast, at det hidtil ikke har været nogen nem opgave.  

”Vi skal så vidt muligt sikre en bred udrulning over hele landet, men det er lettere sagt end gjort. Udrulningen kræver kapital, villighed til investering, og samarbejde mellem kommuner, virksomheder og energiselskaber, og der skal samtidig være efterspørgsel hos borgerne. Det er omfattende og bekosteligt, og der er mange ender, der skal gå op, og det bremser sommetider udviklingen, forklarer Søren Sørensen.

Derfor ser han med optimisme og stor interesse på en nyligt vedtaget ”gravelov”, der gør det muligt at nedlægge fiber i eksisterende infrastruktur som spildevands- og kloakrør.

”Den ny gravelov er et rigtig godt eksempel på, hvad det vil sige at tænke byerne smartere. Det tyder på, at loven kan give mulighed for at få de hurtige forbindelser ud til endnu flere danskere på en billigere og mere effektiv måde ved at undgå omfattende gravearbejde og i stedet gøre brug af eksisterende infrastruktur. Jeg frem til at blive klogere på mulighederne i den nye lov,” fortæller han.

Mere end hurtige internetforbindelser

En bredere udrulning vil ikke kun sikre hurtigere internet til flere danskere. Det vil også give byerne bedre betingelser for at udvikle sig smartere, mener direktøren:

”På den ene side gør man det mere attraktivt for erhvervsliv og borgere at bosætte sig i udkantsbyer, hvor der er stor fraflytning, og på den anden side vil digitaliseringen give bedre vilkår for at løse de udfordringer, som en befolkningsvækst vil medføre i storbyerne, og derfor er det et oplagt sted at starte byudviklingen,” forklarer Søren Sørensen.

Muligheder og perspektiver i den nye gravelov bliver præsenteret ved energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt, på en national Smart City konference d.1. februar 2017 i København.

Konferencen er arrangeret af NRGi i samarbejde med interesseorganisationen Gate 21.

Læs mere om smart city konferencen

Tal og fakta

  • 24 % af danskerne har en tvivlsom internetforbindelse. Herunder har 14 % hverken god eller dårlig, men ca. 10 % dårlig eller meget dårlig forbindelse. (Megafon og NRGi)
  • NRGi har siden konsolideret sig med et kollegialt energiselskab for at sikre en bedre og bredere udrulning af fiber til danskerne
  • For mere information om den ny gravelov, henvises til Energi-, klima og Forsyningsministeriet: rasbj@efkm.dk

NRGi skal have ny direktør

Et af Danmarks største energiselskaber, NRGi skal have ny administrerende direktør, da nuværende administrerende direktør Søren Sørensen har valgt at fratræde ved udgangen af april måned 2017.

Søren Sørensen har været i NRGi siden stiftelsen i 2000. Først som direktør og siden 2008 som administrerende direktør.

Fratrædelsen, der blev aftalt for et par år siden, bunder i et ønske fra Søren Sørensen om at prøve kræfter med opgaver udenfor NRGi. Ambitionen er at kunne nyttiggøre den viden og erfaring, han har opnået efter mange års virke på toplederniveau. Det være sig i forbindelse med eksternt bestyrelsesarbejde, andre eksterne konsulentopgaver og eventuel undervisning. NRGi vil dog fortsæt få glæde af Søren Sørensen, da han efter sin fratrædelse vil være tilknyttet NRGi i en toårig periode, hvor han skal udføre opgaver for koncernbestyrelsen.

Bestyrelsesformand i NRGi, Eva Ryberg roser den afgående direktør.

”Siden beslutningen om fratrædelsen blev taget, har Søren formået at ’holde snuden i sporet’. Det har vi i bestyrelsen stor respekt for. Som direktør har Søren gjort meget ud af en åben, direkte og konstruktiv dialog med både medarbejdere, bestyrelse, repræsentantskab, samarbejdspartnere og andre interessenter. Han har som administrerende direktør for koncernen opnået solide resultater. Eksempelvis vil jeg fremhæve disse milepæle:

  • NRGi’s forretningsportefølje er blevet skåret til med fokus på at forbedre lønsomhed og indtjeningen. Samtidig har der har været fokus på at sikre, at de enkelte forretningsenheder har forudsætninger og potentiale til at vækste og blive markante i de brancher, som de indgår i.
  • Udvikling af 2020-strategi for både koncern og divisioner, der sætter retningen for NRGi´s forretningsmæssige bidrag til et mere bæredygtigt samfund og energisystem. Herudover er der etableret en ny forretningsenhed for investering i vedvarende energi.
  • Der er udviklet en effektiv governance og ledelsesstruktur for NRGi-koncernen og dets forretningsområder. Det fokus, der har været på at udvikle et værdiskabende bestyrelsesarbejde i de enkelte forretningsenheder bl.a. med inddragelse af eksterne bestyrelsesmedlemmer, var baggrund for at NRGi i 2013 fik en bestyrelsespris af Dagens Dagsorden”.

For Søren Sørensen har det ikke været en nem beslutning af forlade NRGi.

”Jeg er rigtig glad for, at jeg har kunnet lave denne aftale med bestyrelsen. Jeg får nu mulighed for en fortsat tilknytning efter min fratrædelse, hvilket jeg tror, er rigtig godt for både NRGi og mig selv.  Et job som adm. direktør i et selskab som NRGi er et fantastisk privilegie, og det har derfor ikke været en nem beslutning, men hvis jeg skal prøve andre muligheder af, så skulle det være nu. Jeg har haft en fantastisk tid i NRGi og nydt samarbejdet med alle de gode og engagerede medarbejdere - både i koncernen og i vores forretninger - samt diverse eksterne samarbejdspartnere, kommuner og forretningsforbindelser.”

Fra koncernbestyrelsens side er der fuld forståelse for Søren Sørensens beslutning om at søge nye udfordringer.

”I bestyrelsen er vi kede af, at Søren forlader NRGi, men jeg og resten af bestyrelsen har samtidig respekt og fuld forståelse for, at Søren nu vil prøve kræfter med nye udfordringer både professionelt og personligt. På vegne af bestyrelsen ønsker jeg Søren al mulig held og lykke med fremtiden”, siger Eva Ryberg.

Bestyrelsen har igangsat en rekrutteringsproces med konsulentbistand fra rekrutteringsfirmaet Steen Gerhardt efter en ny direktør, og dette forventes at være på plads til 1. maj 2017 eller snarest herefter, sådan at der kan ske en udmelding herom i april måned 2017.

Download foto af Søren

NYHEDSBREV
Modtag Nyhedsstrømmen - NRGi´s nyhedsbrev med nyheder og konkrete sparetips til dit energiforbrug.
Skriv navn
Skriv gyldig email
Påkrævet
Jeg giver hermed samtykke til, at NRGi Corporate A/S sender mig nyhedsbreve, og til dette formål indsamler og anvender mit navn og mail i overensstemmelse med NRGi's persondatapolitik. Jeg kan til enhver tid tilbagekalde mit samtykke i bunden af samtlige nyhedsbreve eller ved frameldingsformularen på hjemmesiden. Ved tilmelding accepterer jeg samtidig NRGi Corporate A/S' nyhedsbrevbetingelser.